Mød dommerpanelet 2025

Danmarks bedste kliniske forsøg og afprøvninger er et samarbejde mellem flere organisationer, som også er repræsenteret dommerpanelet. De samarbejder om at udvælge de nominerede blandt de mange indstillinger – og ikke mindst udpege årets vindere. Mød dommerpanelet her.

Mette Aadahl – repræsenterer Dansk Selskab for Fysioterapi

Klinisk professor, seniorforsker, Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Bispebjerg/Frederiksberg Hospital og KU

Det er vigtigt, at vi fejrer og hylder det store arbejde, som ligger bag klinisk forskning af høj kvalitet – herunder de forskere, som gør en særlig indsats for at involvere og engagere patienter i gennemførelsen af kliniske forsøg.

Christian B. Laursen – repræsenterer Lægevidenskabelige Selskaber, LVS

Klinisk professor, ledende overlæge, forskningsleder & ph.d., OUH

Der er rigtig mange patienter, der hver eneste dag i Danmark aktivt stiller sig til rådighed for den kliniske forskning, velvidende at det ikke nødvendigvis kommer dem selv til gavn, og at der kan være potentielle risici. Samtidigt yder klinikere og forskere et ofte besværligt og slidsomt stykke arbejde for at sikre, at et klinisk forsøg kan gå den lange vej fra ide til forskningsprojekt og i sidste ende implementering i hverdagen. Hvem har ikke lyst til at være med til at udpege og fejre de bedste blandt hverdagens mange helte?

Henriette Thorseng – repræsenterer Danske Patienter

Specialkonsulent, Gigtforeningen

Jeg deltager i dommerpanelet, fordi jeg gerne vil bidrage til at anerkende de dygtige forskere, hvis kliniske forskning og afprøvninger gør en kæmpe forskel for patienterne.

Marianne Pilgaard – repræsenterer Trial Nation

CEO, Trial Nation

Kliniske forsøg og afprøvninger er helt afgørende for, at vi kan udvikle nye og bedre behandlinger, og det er meget inspirerende at følge med i, hvor meget der sker på området i Danmark. Det er altid en fornøjelse at opleve den passion og ekspertise, som forskerne bringer i spil for at rykke grænserne for, hvad der er muligt, og derfor glæder jeg mig meget til at være en del af dommerpanelet igen i år.

Marc Sampedro Pilegaard – repræsenterer Dansk Selskab for Ergoterapi

Associate Professor, Senior Researcher, DEFACTUM & AU

Jeg stiller op som bedømmer, da jeg gerne vil anerkende danske forskere og klinikere for deres store arbejde for dansk forskning til gavn for borgere og patienter.

Sanne Møller Thysen – repræsenterer Lægeforeningen

Læge, ph.d., bestyrelsesmedlem, Lægeforeningen

Kliniske forsøg er et helt centralt link mellem forskning og klinik, som er vigtigt både i forhold til at udvikle nye behandlinger og sammenligne behandlinger. Derfor er det så vigtigt for mig at være med til at understøtte kliniske forsøg – at vi som læger kan se, at vores forskning kommer patienterne til gavn.

Helle Hartnack – repræsenterer Lif

Head of Affiliate Research Scandinavia, Abbvie

Det er utroligt inspirerende at få indsigt i den fantastiske forskning, der udføres i Danmark, og jeg går til opgaven med ydmyghed, når jeg er med til at udpege vinderne mellem alle de nominerede. Fejringen er en fin mulighed for at anerkende og fejre forskernes enestående indsats, inspirere og motivere alle involverede parter, samt øge opmærksomheden omkring vigtigheden af klinisk forskning.

Stine Hasling Mogensen – repræsenterer PharmaDanmark

Formand, PharmaDanmark

Jeg glæder mig utroligt meget til at vi endnu engang skal fejre de bedste kliniske forsøg. Kliniske forsøg er grundlaget for udvikling af ny medicinsk behandling. Både de forsøgsansvarlige og forsøgspersoner  er med til at bane vejen for ny innovation, som redder liv og forbedrer behandlingsmuligheder for patienter i hele verden.

Lene Laursen – repræsenterer Medicoindustrien

Vicedirektør, Medicoindustrien

Det er så berigende som dommer at kunne dykke ned i alle de afprøvninger og forsøg, der nomineres. Fælles for dem er – udover den videnskabelige kvalitet – at vi næsten altid har at gøre med en eller flere ildsjæle, der kæmper for at stille nye, innovative behandlinger til rådighed for deres patienter – oftest i tæt samarbejde med en medico- eller lægemiddelvirksomhed. Det er et kæmpe privilegie at være med i dommerkomitéen!

Med i dommerpanelet er også Kirsten Specht, som repræsenterer Dansk Sygeplejeselskab, DASYS (sygeplejerske, MPH og ph.d., Center for KOL, Københavns Kommune).